39.3 Light-years from Earth

En rejse i uendeligheden – Kapitel 1, Del 2 – 39,3 lysår fra Jorden 🎨

Tilbageblik: I En rejse i Uendeligheden: Kapitel 1 - begyndelsen: A Whisperer from the Stars fulgte vi kunstnerens første kontakt med en fjern og tidløs verden, kaldet frem af en stjernehvisker – en kvinde, hvis blik bar en urgammel visdom og en invitation til at vågne fra illusionernes slør. Portalen til det ukendte blev åbnet, og en ny rejse tog sin begyndelse.

Nu fortsætter vi rejsen:En rejse i Uendeligheden – Kapitel 1, Del 2 – 39,3 lysår fra Jorden. 🌌

Stilheden omfavnede dem, mens de sad samlet i rumskibets centrale kabine. Foran dem svævede et hologram, blidt pulserende, vævet af lys og stof. Planeten, de snart ville betræde, drejede roligt omkring sig selv, indhyllet i en sølvskinnende atmosfære – en fremmed verden 39,3 lysår fra Jorden og ca 23 lysår fra deres hjemplanet, i hjertet af Zeta Reticuli.

Den assisterende bevidsthedsteknologi – en sammensmeltning af kvanteintelligens og biologisk resonans – projicerede dynamiske data i luften. Topografiske kort, vegetationsstrukturer, atmosfæriske analyser: En verden rig på ilt, renere og klarere end noget de kendte hjemmefra.

Temperaturforholdene fremgik tydeligt – mellem 8 og 15 grader celsius ved overfladen, med høj luftfugtighed og en konstant, mild tåge i de lavere lag. En duftprofil blev vist: frisk, mineralsk, mosagtig – som skoven efter en regn, men langt mere intens og ren.

Ingen ord blev sagt. Kun en fælles forståelse: Denne mission var mere end en udforskning. Den var en tilbagevenden til et magisk sted.

Rejsen gennem stjernerne

The Veylun, deres fartøj, arbejdede i perfekt symfoni med deres bevidsthed. Drevet af avanceret warp drive-teknologi, bøjedes tid og rum omkring dem – en rejse baseret på teorier om bevidsthedsmanipuleret warp-felt, som Jack Sarfatti engang havde forestillet sig: at skibet kunne forankre sig til fremtidige positioner gennem resonans mellem bevidsthed og rumtidens struktur.

I en hvisken af energi forsvandt hjemmet bag dem.

Ankomsten

Planetens billede voksede i synsfeltet. Et sted mellem drøm og virkelighed: Dybe skovområder dækket af fløjlsagtigt mos, glitrende floder som sølvåre gennem landskabet, og tætte tågeslør hvilende i dalene.

Atmosfæren glimtede svagt under sollyset – en sol, lidt mindre kraftig end deres egen, hvilket gav planetens overflade en blød, kølig blågrøn tone.

"Wow…" hviskede Nikov.Hans hånd søgte automatisk Zuilas. Barnet, Aven, lænede sig frem, øjnene store og skinnende, opslugt af den fremmede skønhed.

Et øjeblik lod de stilheden fylde dem, indåndede udsigten som en hellig gave.

Nedstigning over landskabet

The Veylun skred lydløst ned gennem atmosfæren. Luften udenfor var mættet med fugt, næsten levende i sin renhed.

Under dem åbnede landskabet sig som et grønt tæppe:– Bølgende bakker dækket af tæt mos, så blødt, at det lignede levende fløjl. – Små, klare bække, der snoede sig mellem grønne forhøjninger. – Dis og tågeslør, der svævede over jorden og gjorde landskabet drømmeagtigt og uvirkeligt.

Temperaturen udenfor var perfekt kølig, omkring 10 grader, og luften fyldt med en intens, ren duft af vådt mos, mineraler og kølig damp. Det føltes næsten euforiserende at sanse denne verden – som om hver celle i kroppen vågnede på ny.

Landingen

Nikov styrede skibet roligt ned mod en lysning. En blød, naturlig åbning mellem de mosklædte forhøjninger.

The Veylun svævede en meter over jorden, balanceret på et usynligt felt. Døren gled op uden en lyd, og en bølge af den levende luft strømmede ind.

Luften var frisk, sprød og kølig, fyldt med en næsten sødlig fugtighed. En berusende blanding af urter, jord og det rene duftmolekyle fra iltmættet vegetationen.

Barnet, Aven, sprang ud som den første – lo let, mens han løb hen til en klynge af lilla blomster og begyndte at lege med mosset, der lyste svagt i det diffuse lys. Der var en barnlig ubekymrethed over hans bevægelser, som om denne verden med det samme havde accepteret ham.

Mødet

Nikov trådte ud i lysningen og løftede hånden mod Zuila, der var på vej tilbage til Nikov. I hånden bar han et redskab – en slank, organiskt designet samler, skabt til at indkapsle prøver i vakuumsikrede beholdere uden at skade deres struktur.

"Zuila," kaldte han, stemmen næsten opslugt af mossets dæmpede akustik.

Hun kom til ham, blidt og fokuseret. I hendes blik var der en rolig beslutsomhed – som en afspejling af den stjernehvisker, hun delte ophav med.

De arbejdede sammen, indsamlede fragmenter af mos og små planter, forsigtigt, respektfuldt. Som om de vidste, at hver vækst her bar en hemmelighed fra en tid, hvor naturen og kosmos endnu dansede i harmoni.

Afrejse

Med de indsamlede prøver sikkert opbevaret, samledes de igen foran skibet. Barnet løb hen til dem, rakte stolt en lille glitrende plante frem, som Zuila nænsomt tog imod.

De vendte blikket en sidste gang mod det landskab, der havde åbnet sig for dem – en verden af levende ånde, tåge, lys og håb.

Så lukkede døren sig bag dem, og The Veylun hævede sig lydløst fra jorden, svævede tilbage mod stjernerne, hvor nye eventyr ventede i evighedens væv.

Maleriet er til salg: Kontakt mig via Flindt Art på facebook!